Hvor skal fremtidens renseanlæg i hovedstadsområdet placeres?

Tilbage

BIOFOS’ bestyrelse har sat det lange lys på og igangsat en analyse af 5 forskellige scenarier for placering af renseanlæg, der skal fremtidssikre spildevandsrensningen i hovedstadsområdet frem til 2075.

Baggrund
BIOFOS er på lang sigt udfordret på vores nuværende tre renseanlæg Renseanlæg Lynetten, Renseanlæg Avedøre og Renseanlæg Damhusåen. By og boliger flytter tættere på og giver risiko for klager over støj og lugt, og vi skal også i fremtiden have plads nok til at opfylde krav og forventninger fra det omgivende samfund til rensning og renseanlæggenes bidrag til den grønne omstilling.

Principaftalen om anlæggelsen af Lynetteholmen og Hvidovre Kommunes vision om etablering af et nyt erhversvområde på Holmene giver en række nye muligheder for at imødekomme BIOFOS’s udfordringer. BIOFOS har derfor igangsat en proces frem mod en principiel, strategisk beslutning om den fremtidige placering af renseanlæg i hovedstadsområdet, der bør træffes tidligere end 2025, såfremt disse muligheder skal udnyttes.

Kommissorium
Bestyrelsen har vedtaget et kommissorium for analysen. Efter en høringsrunde i ejerkommunerne blev kommissoriet suppleret med en række bemærkninger.
Du kan læse mere om arbejdet i dokumenterne: Kommissorium for analysen af 28. nov. 2019 og Bemærkninger til analysens indhold af 19. marts 2020.

Analysen
Analysen skal give bestyrelsen et samlet beslutningsgrundlag for valg af den fremtidige placering af renseanlæg i hovedstadsområdet. Der er givet 5 scenarier, som skal undersøges nærmere Der ønskes belyst flere scenarier, herunder som min. disse scenarier:

  • De nuværende renseanlæg forbliver på de tre nuværende lokaliteter
  • Renseanlæg Lynetten flyttes til enten Prøvestenen eller
  • sammenlægges med det nuværende Renseanlæg Avedøre
  • De nuværende renseanlæg flyttes og samles i et nyt renseanlæg på Holmene
  • De nuværende renseanlæg flyttes og samles i et nyt renseanlæg på Prøvestenen

Fordele og ulemper ved de forskellige scenarier skal vejes op mod hinanden. Analysen skal belyse de økonomiske og de miljø- og klimamæssige konsekvenser, og det skal undersøges hvordan det enkelte scenarium kan bidrage til den grønne omstilling, og hvilke konsekvenser der vil være for kommunernes og forsyningernes planlægning i oplandet til renseanlæggene.

BIOFOS har etableret en følgegruppe og en projektgruppe med deltagelse af alle 15 ejerkommuner og de 7 forsyninger i oplandet.

Tidsplan
Analysen forventes afsluttet i januar 2021, hvor analysens resultater forelægges bestyrelsen sammen med en anbefaling om det videre arbejde. Herefter følger en godkendelsesproces i de 15 ejerkommuner, som forventes afsluttet i foråret 2021.

Kontakt
Projektleder, chefkonsulent Else Marie Jakobsen emj@biofos.dk.

 

To Top