Effektivitet og driftssikkerhed er kernen i det, vi som renseanlæg stræber efter. Derfor ser vi hele tiden på, hvordan vi kan optimere og drive vores renseanlæg smartere ud fra den viden, vi har til rådighed.

Stor succes med nyt styresystem

I 2022 blev styresystemet HUB-grade implementeret på alle BIOFOS’ renseanlæg. Systemet kan indsamle data, beregne og styre hele renseprocessen i forbindelse med at belufte spildevandet, dosere kemikalier og lede og fordele vandet bedre igennem de forskellige bassiner. Man kan sige, at vi nærmest har fået en selvkørende bil, som kan styre renseprocessen på baggrund af en række foruddefinerede kriterier.

”Med HUB-grade kan vi bl.a. dosere kemikalierne mere præcist. Systemet laver selv automatisk løbende beregninger og kan med det samme justere kemikalieforbruget. Tidligere skulle vi selv lave beregningerne, og derfor var vi altid lidt forsinkede med vores ændringer i doseringen af kemikalier”.

Thomas Larsen, projektleder.

I BIOFOS vil vi reducere bypass og overløb til vandmiljøet. Installationen af HUB-grade bidrager til at nå dette. Der er blevet opsat en måler på hvert bassin på renseanlæggene, som er med til at styre vandtilførslen. Den optimerede styring giver os mulighed for at rense mere spildevand, fordi vi nu kan styre hvert enkelt bassin særskilt. Vi får med andre ord et bedre flow af spildevand igennem renseanlæggene.

Den optimerede styring af renseprocessen giver også en økonomisk gevinst, fordi vi kun bruger præcis den mængde energi og kemikalier, der er behov for.

Viden skal der fortsat til

Det er ikke kun HUB-grade, der effektiviserer driften af vores renseanlæg. Skal vi løbende forbedre vores samlede drift fra A til Å, skal vi sætte al vores viden i spil. Derfor er vi systematiske i forhold til at inddrage viden og kompetencer på tværs af organisationen, så vi træffer den bedste beslutning.

Medarbejdernes erfaringer fra den daglige gang på renseanlæggene er et vigtigt supplement til de data, de digitale styresystemer leverer. Det giver tilsammen et mere fyldestgørende billede af vores renseanlæg.

Marie Breum, asset manager

”Vores samlede viden på baggrund af data og praktisk erfaring ruster os til at træffe de bedste beslutninger. Risiko og konsekvenser ved én beslutning skal ses i forhold til andre beslutninger og den strategiske værdiskabelse”.

Marie Breum, asset manager i BIOFOS.

Det systematiske arbejde med risikovurdering og optimering af vores drift har ført til, at vi på Renseanlæg Avedøre er ved at bygge endnu et sand-og fedtfang. Det gør vi for at mindske vores sårbarhed over for nedbrud på det eksisterende sand- og fedtfang.

Alt i alt er vi nu og i fremtiden mere robuste over for udfordringer, både dem vi kan forudse og dem, der pludselig ændrer vores hverdag.

Sådan effektiviserer vi vores renseanlæg

Med afsæt i viden og digitalisering effektiviserer vi løbende vores renseanlæg. I 2022 optimerede vi spildevandets flow gennem Renseanlæg Damhusåen, præciserede dosering af kemikalier og byggede nyt for at minimere risikoen for driftsnedbrud.