Hovedstadsområdet vokser, flere flytter mod byerne og klimaet byder på stadig mere voldsomme udsving i nedbørsmængderne. Derfor skal vi som spildevandsvirksomhed hele tiden se ud i fremtiden og være på forkant med udviklingen. Vi skal kunne følge med kravene til rensekvalitet og vandmængderne.
Vi er i øjeblikket i gang med en omfattende udbygningsplan, der skal være med til at sikre vores anlægs kapacitet frem til 2045. Udvidelsen af vores anlæg vil samtidig bidrage til, at vi kan reducere udledningen af kvælstof til Øresund med 200 tons årligt og reducere mængden af bypass med 80-90 %. Bypass opstår, når vi sender spildevand ud i havet, som kun har været igennem mekanisk rensning. Det vil sige at al fast materiale er fjernet fra vandet. Bypass sker typisk under ekstreme vejrforhold, hvor vores anlæg når sin maksimale kapacitet.
Der er sket meget med udbygningen af især Renseanlæg Damhusåen. Det er efterhånden svært at kende det gamle anlæg. Nye bygninger tager form, rør graves ned og de kreative løsninger bliver fundet frem, når vi både skal bygge om og drive renseanlæg samtidig.
En helt ny bygning til vores kommende THP-anlæg er blevet opført og forventes klar til brug i foråret 2024. THP-anlægget vil øge mængden af slam, som de eksisterende rådnetanke på Renseanlæg Damhusåen kan håndtere. Slam er det vi renser ud af spildevandet, og kan vi håndtere mere slam på anlægget, kan vi også rense mere vand.
I slutningen af 2023 stod et nyt fordelerbygværk på Renseanlæg Damhusåen klar til at blive sat i drift i det nye år. Fordelerbygværket skal fordele det vand, der kommer ind på anlægget, jævnt mellem alle vores biologiske tanke, og dermed sørge for, at tankene bliver udnyttet bedst muligt. Igen kan vi med en bedre udnyttelse af vores tankkapacitet rense bedre og mere spildevand.
Til trods for de mange omfattende byggeprojekter på anlægget forbliver det i fuld drift. Det stiller store krav til koordinering og samarbejde, og ikke mindst skal vores entreprenører tage brug af mere specielle løsninger, når vand skal flyttes midlertidigt rundt.
For eksempel har stort sifon-system fra Holland været taget i brug nogle måneder. En sifon kan suge vand fra et bassin til et andet, ligesom hvis man skulle suge benzin via en slange fra en bil eller knallert. Ved hjælp af fysikkens love kan sifonen på Renseanlæg Damhusåen flytte op mod 10.000 m3 vand i timen. Det har sikret, at vi kunne flytte vandet rundt på anlægget, frem til det nye fordelerbygværk kunne tages i brug.
Installationen af bundbeluftningen på Renseanlæg Lynetten blev afsluttet i 2023. Få dage før jul var alle ti biologiske tanksæt i drift og anlægget fuldt omlagt til bundbeluftning.
Der betyder, at vi har kunnet spare markant på vores strømforbrug til beluftningen af vores biologiske rensetanke, men det betyder også, vi hurtigere kan komme i gang med arbejdet med at nedbringe vores emission af lattergas. Bundbeluftning er afgørende for installation af målere, der kan hjælpe med at nedbringe vores lattergasemissioner. Det kan du læse mere om i artiklen om vores arbejde med lattergas.
Regn, regn og endnu mere regn. Vejret i 2023 har budt på enorme mængder nedbør, og som spildevandsvirksomhed må vi tilpasse os de nye klimatilstande og befolkningstilvæksten. Derfor er vi i fuld gang med at udbygge vores renseanlæg for at være rustet til fremtiden.