BIOFOS tager første spadestik på udbygningsprojekt i milliard-klassen

Udbygningen af Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen, som er budgetteret til over 1 mia. kroner, skal sikre, at BIOFOS fortsat kan håndtere øgede mængder regnvand og samtidig kunne leve op til skærpede miljøkrav fra myndighederne. En vigtig del af projektet er at skabe en bedre energi- og CO2- balance, hvor BIOFOS ambitiøse mål er at blive klimapositiv i 2025. Forventningerne er, at målet er opnåeligt, fordi BIOFOS med Udbygningsplanen får en lang række positive effekter.

Administrerende direktør i BIOFOS, John Buur Christiansen og bestyrelsesformand i BIOFOS, Susanne Juhl igangsatte onsdag d. 9. november officielt gravearbejdet ved Udbygningsplanens ’første spadestik’ og markerede dermed starten på BIOFOS’ udbygning af Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen.

John Buur Christiansen og Susanne Juhl

Foto: Hviidphotography
Adm. direktør i BIOFOS, John Buur Christiansen, og BIOFOS' bestyrelsesformand, Susanne Juhl.


”Med det første spadestik tager vi hul på et udbygningsprojekt, som muliggør, at vores renseanlæg kan følge med befolkningstilvækst og øgede vandmængder. Udbygningen bidrager til, at hovedstadsområdet kan udvikle sig frem til 2045” fortæller BIOFOS’ bestyrelsesformand Susanne Juhl.

BIOFOS’ adm. direktør, John Buur Christiansen fortæller videre: ”Udbygningsplanen er også med til at sikre, at mængden af udledt kvælstof til Øresund reduceres med 200 tons årligt og mængden af udledt bypass til Øresund reduceres markant. Det er godt for både havmiljøet, klimaet og sikrer også, at vi fortsat kan have badevand af høj kvalitet i et tæt beboet område”.

Første officielle spadestik på Udbygningsplanen

Første officielle spadestik på Udbygningsplanen tages.

Udbygningsplanen i fire spor
Den ene spor handler om udnyttelse og optimering af den eksisterende kapacitet på Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen. Gennem små investeringer og driftsoptimeringer for at undgå flaskehalse, får BIOFOS meget mere ud af de eksisterende anlæg uden at skulle bygge en masse nyt.

I det andet spor arbejder BIOFOS med at udnytte og optimere samarbejdet med forsyningerne i BIOFOS’ opland. Gennem bedre digitale løsninger og overvågning kan der i fællesskab træffes de rigtige beslutninger om, hvor hurtigt og hvornår spildevandet skal føres til renseanlæggene.

Det tredje spor skal afhjælpe den øget spildevandsmængde og myndighedskrav til rensekvaliteten af spildevandet i fremtiden. På både Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen etableres bundbeluftning i stedet for overfladebehandling, og pumpestationerne effektiviseres.

På Renseanlæg Damhusåen etableres yderligere termisk hydrolyse af biologisk overskudslam, vandlinjen optimeres inklusiv nye sekundærtanke, og eksisterende rådnetanke renoveres. Her er især bundbeluftning med til at skabe en kraftig reduktion af BIOFOS’ samlede energiforbrug.

Det sidste og fjerde spor handler om optimering af energi- og CO2-balancer. Ved at øge energiproduktionen på BIOFOS’ anlæg, samtidig med en reduktion af energiforbruget i renseprocesser, bliver den samlede energi- og CO2-balance markant forbedret.

Når hele projektet står færdig i 2027, vil BIOFOS stå stærkt i forhold til at imødekomme fremtidens krav til håndtering af spildevand frem mod 2045. Både når det gælder håndtering af kraftig nedbør, den forventede befolkningstilvækst i hovedstadsområdet og ikke mindst, når det gælder om at sikre et godt vandmiljø og badevand til glæde og gavn for alle.

Kontakt for yderligere information
Chef for kommunikation Bjørk Hasager Sørensen, tlf. 54586543, mail: bhs@biofos.dk
Anlægschef Jan I. Henriksen, tlf. 93635968, mail: jih@biofos.dk

Om BIOFOS – Danmarks største spildevandsvirksomhed
BIOFOS er Danmarks største spildevandsvirksomhed, som renser brugt vand, også kaldet spildevand, for 1,2 mio. borgere i hovedstadsområdet på sine tre renseanlæg Lynetten, Avedøre og Damhusåen. Ressourcerne i spildevandet udnyttes til klimavenlig energi i form af el, biogas og fjernvarme til forsyningsnettet. BIOFOS har desuden en aktiv skoletjeneste, hvor skoleelever hvert år modtager undervisning i spildevand, miljø og bæredygtig energi.

BIOFOS ejes direkte eller indirekte af 15 kommuner i hovedstadsområdet: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, København, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Vallensbæk.