Torsdag aften er BIOFOS begyndt at overgå til normal drift på Renseanlæg Damhusåen, og fredag morgen er der ikke længere bypass fra anlægget til Øresund.
Siden tirsdag kl. 13 havde BIOFOS bypasset mekanisk renset spildevand ud i Øresund. Det skete som følge af et havari i forbindelse med etableringen af en sammenkobling mellem en ny og en gammel ledning som led i en større udvidelse af renseanlægget.
”Jeg er glad for, at vi nu har repareret skaden, der opstod tirsdag, og at vi igen kan rense spildevandet som vi plejer,” siger anlægschef i BIOFOS Jan Henriksen.
BIOFOS har sammen med sin entreprenør arbejdet intensivt på at få udbedret havariet ved at støbe beton rundt om sammenkoblingen. Torsdag aften var den nye beton rundt om sammenkoblingen hærdet og dermed klar til, at BIOFOS kunne starte op med at overgå til normal drift.
”Når dele af et renseanlæg har ligget stille i cirka 3 dage, kræver det, at vi starter op gradvist. De gode bakterier som er i anlæggets tanke – som ’spiser’ de dårlige bakterier – skal vækkes langsomt til live, inden anlægget kan fungere optimalt. De har jo ikke spist i tre døgn,” forklarer Jan Henriksen.
Havariet har medført, at cirka 4.000 kubikmeter mekanisk renset spildevand i timen over en periode på cirka tre dage er blevet ledt ud i Øresund. BIOFOS arbejder på en detaljeret redegørelse med opgørelse af vand- og forureningsmængder til miljømyndighederne.
BIOFOS er netop nu i gang med en større udvidelse af Renseanlæg Damhusåen. Formålet med udvidelsen er at sikre vandmiljøet i hovedstadsområdet som følge af flere indbyggere og mere regn.