Første renseanlæg i Danmark til at måle PFAS i røggas fra slamforbrændingsanlæg

PFAS kan ikke måles efter afbrænding af slam på BIOFOS' Renseanlæg Avedøre. Det viser en ny måling, vi har foretaget i juni måned.

Bortskaffelse af PFAS er for alvor kommet på dagsordenen som et problemstof, der er brug for at få klarhed over. Der er meget, vi endnu ikke ved.

Derfor har BIOFOS i juni fået udført en måling af PFAS (22) i røggassen fra et af vores slamforbrændingsanlæg. Vi brændte både eget slam fra Renseanlæg Avedøre med et relativt lavt indhold af PFAS og dagen efter slam fra en anden forsyning med et højere indhold af PFAS.
Forbrænding_Renseanlæg Avedøre
Røggasmålingen på forbrænding viser, at PFAS (22) for begge slamtyper ikke kan måles. Resultatet viser samtidig en meget lav værdi af det specifikke stof PFOS ved forbrænding af det eksterne slam. Faktisk 4.000 gange lavere end hvis PFOS gik uforandret over i røggassen.

Desuden viser vores målinger, at der ikke er påvist PFAS i asken fra forbrændingen af begge slamtyper. Af resultatet tolker vi, at vores fluid-bed slamforbrænding faktisk nedbryder PFAS under de forhold, der er i ovnen. Det er et positivt resultat, og vi håber på at kunne gentage forsøget med flere målinger og en ny type slam indeholdende endnu mere PFAS.