Nyt liv til gamle stumper

I BIOFOS arbejder vi hele tiden på at effektivisere vores produktion, så vi kan skabe det bedste vandmiljø til gavn for borgerne i hovedstadsområdet. Her vurderer vi på en række parametre, hvor vi tager højde for driftssikkerhed og effekt i forhold til blandt andet klima, miljø og økonomi. 

Nogle gange ender vi med at udskifte – eller have – komponenter som vi ikke selv kan bruge længere, fordi vi har brug for noget som er bedre eller bare anderledes. For at sætte genbruget af vores brugte komponenter i system, har vi indgået et strategisk partnerskab med Vanteco om upcycling. 

”Samarbejdet er meget jordnært. Udskifter vi en komponent som i princippet stadigvæk er brugbar, stiller vi den til side. Vanteco foretager herefter en vurdering af om komponenten kan genbruges. Hvis svaret er ’ja’, sendes komponenten afsted til et nyt liv, hvor det kan skabe bæredygtigt vandmiljø et andet sted end i hovedstadsområdet – indtil videre har vi sendt komponenter til blandt andet Ringsted og Bayern, Tyskland,” siger Niels Overgaard Madsen som er teknisk chef i BIOFOS.

I øjeblikket er vi for eksempel ved at udskifte vores overfladebeluftning på Renseanlæg Lynetten ud med bundbeluftning. Det vil halvere energiforbruget til beluftning i forhold til i dag, bidrage til at sikre at vi har tilstrækkelig kapacitet til at rense hovedstadsområdets spildevand frem mod 2045 og samtidig bidrage til at reducere udledningen af kvælstof til Øresund med 200 tons om året.

Renseanlæg Lynetten

Mange af komponenterne i rotorerne som vi bruger til overfladebeluftning kan imidlertid sagtens genbruges. Så hvorfor smide ud, hvis andre kan bruge dem? 

”Den bedste CO2-besparelse er den CO2, der ikke bruges. Når levetiden af maskindele og komponenter forlænges, er vi med til at sikre ansvarligt forbrug og produktion, og undgår samtidig en ressourcekrævende afskaffelsesproces – til stor gavn for klimaet,” siger Claus Muusfeldt fra Vanteco.