Ung spildevandskomet vinder Ressourcepris: Spildevandsbranchen hyldede sine fyrtårne

På Dansk Vand Konferencen onsdag den 23. november blev der uddelt hæder til kometer og ildsjæle som med deres viden og engagement er med til at sætte pejlemærkerne for den danske spildevandsbranche. Ung spildevandskomet vandt BIOFOS Ressourcepris 2022.

Kometer får os til at læne nakken bagover, kigge op og bare tænke ‘wauw’. Med den indledning overrakte adm. direktør i BIOFOS John Buur Christiansen på årets Dansk Vand Konference BIOFOS Ressourcepris til Nerea Uri Carreño, som er innovationsspecialist i Vandcenter Syd, Ph.d. og forperson for YWPDK.

"Jeg er overrasket, glad og taknemlig over at vinde, især fordi det er nogle af mine kolleger, der har indstillet mig til prisen," siger Nerea Uri Carreño. Hun opfordrer vand- og spildevandsbranchen til at blive ved med at have fokus på at udvikle unge kolleger, så de får mulighed for at sætte deres præg på branchen i fremtiden.

Nerea Uri Carreño modtog BIOFOS Ressourcepris – og 50.000 kr. i tilgift – fordi hun med Ressourcepriskomiteens ord er en kapacitet, som skaber forbindelser mellem teori, praksis og mennesker. I praksis arbejder hun dedikeret og nyskabende med at mindske udledningen af lattergas fra renseanlæg. Som erhvervs-ph.d. har Nerea forsket i udvikling af fremtidens biologiske renseteknologier og begrænsning af emissioner. Samtidig er hun en formidabel formidler, hvilket blandt andet kommer til udtryk i hendes engagement i YWPDK.

"Formålet med BIOFOS Ressourcepris er at hædre kolleger som har et tårnhøjt niveau, og som på den måde hæver barren for os alle sammen, så vi som branche sigter højere. Nerea Uri Carreño er et af de fyrtårne som vi andre kan pejle efter," siger adm. direktør i BIOFOS John Buur Christiansen.

BIOFOS Ressourcepris 2022 overrækkes til Nerea

Foto: Helle Arensbak
Overrækkelse af BIOFOS Ressourcepris 2022

Inspiration og engagement

Udover Ressourceprisen uddelte BIOFOS også Inspirationsprisen på årets Dansk Vand Konference. Den blev tildelt hhv. Anders Buur Bækgaard, Vandcenter Syd og miljøtekniker i SK Forsyning Jan M. Jørgensen, der som en af de første i Danmark forfulgte nogle overraskende fund af DPC i drikkevandsboringer. Tilsvarende var det også Jan M. Jørgensen, der - med sin næse for miljømæssige ubehageligheder - bragte PFOS fra brandskolen i Korsør frem i dagens lys. Også den dagsorden er nu national og har påkaldt sig stor og berettiget opmærksomhed.

Anders Buur Bækgaard modtog også en Inspirationspris, da han har været en af nøglepersonerne i at verdens største branchekongres – IWA-kongressen – i år blev holdt i Danmark. Gennem en periode med Corona, har han over en årrække formået at fastholde, at kongressen skulle afvikles i Danmark, og dermed givet den danske vand- og spildevandsbranche en helt unik mulighed for at præsentere sig for hele verden.

Prisoverrækkelse

Foto: Helle Arensbak
Fra venstre: John Buur Christiansen, adm. direktør i BIOFOS; Nerea Uri Carreño; Anders Buur Bækgaard; Jan M. Jørgensen og Morten Fjerbæk.

BIOFOS, som uddeler Ressourceprisen og Inspirationsprisen er Danmarks største spildevandsvirksomhed, og renser spildevand for cirka 1,2 millioner mennesker i hovedstadsområdet.

Læs mere om BIOFOS Ressourcepris og de tidligere modtagere af BIOFOS Ressource- og Inspirationspris.